.Klassisk rundrejse med Abu Simbel
På denne rejse gennem Egypten, kommer I helt fra nord til den sydligste del. Og I skal opleve landets absolutte højdepunkter. I besøger de spektakulære pyramider og den sagnomspundne sfinks i Kairo, de fantastiske templer i Abu Simbel, old-egyptiske templer og grave langs Nilens breder og meget mere. Rejsen er spækket med historiske og kulturelle seværdigheder, men der er selvfølgelig også plads til afslapning og tid til at nyde den altid skinnende sol over faraoernes land.
Kairo
På denne rundrejse med Abu Simbel starter I med 3 nætter i Kairo, så der er god tid til opleve denne hektiske storby og de største seværdigheder. Pyramiderne i Giza vil være et must for de fleste. De formår at imponere de fleste med deres størrelse alene. Men at stå for foden af kolosserne og fundere over hvordan de mon er bygget og hvordan liv var den gang, giver oplevelsen en ekstra dimension.På denne rundrejse er udflugterne inkluderet og I skal også besøge trinpyramiden i Sakara. Den flotte pyramide er det ældste monumentale bygningsværk i verden og blev bygget i ca 2.700 f.v.t. af farao Djoser.
På det egyptiske museum er der tusindevis af arkæologiske fund fra det gamle Egypten, særligt kan skattene fra den unge farao, Tut Ankh Amons grav, fremhæves. Den smukke guldmaske er flot udstillet og er en central del af det store museum.
Det er også muligt at besøge et af de helt specielle områder i det moderne Kairo, nemlig skraldebyen. Her genanvender beboerne gammelt skrald og lever af det. Du kan også komme rundt og se og høre om revolutionen og de steder den fandt sted. Se mere om udflugten her
Aswan
Efter et par dage i den hektiske storby, er der en helt anden og meget rolig stemning i Aswan. Her får I tid til at slappe af ved poolen med en god bog eller I kan gå en tur i den hyggelige bazar. I Aswan har vi inkluderet en feluccasejltur, hvor I sejler en tur i den oldegyptiske sejlbåd på Nilen ud for Aswan. Det er en sand lise for sjælene at stille glide rundt mellem de små øer og nyde naturen og fuglelivet. Feluccaen lægger til ved Kitcheners Island, hvor I kan gå en tur i den smukke botaniske have. Her er der altid noget i flor.
Philae templet ligger smukt på en ø mellem den gamle og den nye dæmning. Det er meget velbevaret og er viet til frugtbarhedsgudinden Isis. Det skal I selvfølgelig også besøge og på samme udflugt, kører i til den nye Aswan dæmningen, der skabte Nasser-søen, som I vil se mere til når i skal videre på denne rundrejse med Abu Simbel. I besøger og den ufuldendte obelisk. Den ligger stadig i granitbruddet og er et glimrende eksempel på hvordan hvor de gamle egyptere brød granitten. Læs mere om oplevelser i Aswan HER.
Abu Simbel
Efter nogle dejlige dage i Aswan, fortsætter denne rundrejse med Abu Simbel. I kører længere sydpå og har en overnatning på et hotel tæt ved templerne. Abu Simbel er et helt enestående klippetempel - ja faktisk to templer. Ramses IIs tempel har han viet til sig selv og ved siden af ligger endnu ét, der er viet til hans yndlingshustru, Nefertari. Begge templer er hugget direkte ind i klipperne og de er helt utroligt smukke! Reliefferne står tydeligt og der er mange velbevarede detaljer. Da den nye Aswan dæmning blev bygget, ville templerne være blevet oversvømmet. Derfor gik UNESCO ind i arbejdet med at redde templerne. Templerne og klipperne de ligger i, blev skåret i stykker, der kunne transporteres til det sted de nu ligger. Her blev de samlet igen og hvis I kigger godt efter kan I godt se snitfladerne. Abu Simbel er efter vores mening de smukkeste og mest interessante templer i hele Egypten og med denne runderejse med Abu Simbel, har I tid til at fordybe jer og få alle detaljerne med.
Nilkrydstogt
Med dette program har I 3 nætters nikrydstogt mellem Aswan og Luxor. I indkvarteres i 2 personers kahytter med store panoramavinduer, så I kan følge med i livet langs Nilen. Det meste af tiden vil I dog nok bruge på soldækket, hvor I kan køle jer af i poolen, slappe af på en solstol eller nyde udsigten i en af de behagelige stole i skygge.
Nilkrydstogtet er med helpension og måltiderne serveres i nilbådens restauranten på tidspunkter planlagt ud fra udflugtsprogrammet. Der vil også være afternoon tea på dækket, hvor I kan nyde en kop kaffe eller te og et stykke friskbagt kage.
Nilkrydstogtet starter i Aswan og undervejs lægger nilbåden til i Edfu og Kom Ombo. Der er ikke så langt mellem Aswan og Luxor (ca. 240 km) og derfor er selve sejltiden begrænset.
En udflugt til Kom Ombo templet indgår i programmet. Kom Ombo templet er et lille græsk-romersk tempel viet til to guder og derfor et dobbelttempel. Der er ikke mange dobbelttempler i Egypten og dette er viet til falkeguden Horus og krokodilleguden Sobek.
Edfu templet har vi af etiske og sikkerhedsmæssige årsager valgt ikke at besøge. Den eneste transportmulighed til Edfu templet er hestevogne og hestene bliver desværre behandlet meget dårligt og vognene er af meget dårlig kvalitet. Som ansvarlig rejsearrangør kan vi ikke støtte denne dyremishandling og vi vurderer sikkerheden ikke er god nok til at transportere vores gæster til templet.
Læs mere on nilkrydstogt HER.
Luxor
I dette program har I 3 overnatninger i Luxor, der er et sandt skattekammer af fortidsminder. Den ene af dagene skal I på udflugt til Kongernes dal, Memnon kolosserne og dronning Hatchepsuts dødetempel på Luxors vestbred. Den anden dag skal I på udflugt til Luxor og Karnak templerne på Luxors østbred (by-siden).
Det bliver ikke svært at få tiden til at gå i Luxor og vi kan varmt anbefale at opleve det smukke lyd-og lysshow i Karnak templet. Eller er I morgenfriske kan I tage på en fantastisk ballontur over vestbredden tidligt om morgen. Det er en helt særlig oplevelse at opleve det smukke morgenlys over landskabet fuldt af historiske seværdigheder.
Fleksibilitet
I kan købe denne rundrejse med Abu Simbel som den er. Men den kan også tilpasses jeres ønsker. Måske er der dele af Egypten I ønsker at tilbringe mere eller mindre tid i. Vi har mange års erfaring i Egypten og har stærke relationer, så stort set alt kan lade sig gøre. Skriv en mail eller ring, hvis I har særlige ønsker.
Fly på rejsen
Vi bruger normalt Egypt Air som flyselskab til denne rejse. De flyver direkte til Kairo fra København. Ønsker I at starte rejsen fra en anden lufthavn, kan det i de fleste tilfælde også lade sig gøre.
Vi vil med – hvad gør vi?
For at booke din ferie i Egypten skal du blot sende os en mail på younesrejser@younesrejser.dk med programnavn, afrejsedato, alle rejsedeltageres navne, som de står i passene, adresse og telefonnummer samt hvilke tillæg der ønskes.
Du er selvfølgelig velkommen til at ringe til os, hvis du vil have mere information om rejsen og mulighederne.