Alexandria
Seværdigheder i Alexandria
Alexandria ligger ved middelhavet på Egyptens nordkyst og var landets hovedstad i mere end tusinde år efter grundlæggelsen. Havnebyen har fået sit navn efter Alexander den Store, der grundlagde byen. Byen blev hurtigt en af de største i den hellenistiske verden og er fortsat en af de største og vigtigste byer i Egypten. I dag er Alexandria Egyptens næststørste by.
I oldtiden var Alexandria kendt for sit fyrtårn, som er et af verdens syv vidundere samt for sit bibliotek, som er verdens største. Det store nye bibliotek Bibliotheca Alexandrina er blevet opført med støtte fra FN.
Det kongelige bibliotek i Alexandria
Biblioteket i Alexandria menes at have været det største bibliotek i verden, til det formentlig blev ødelagt af Theodosius I omkring år 391 e.kr. Biblioteket blev antageligt grundlagt i begyndelsen af 200-tallet f.kr. i løbet af Ptolemaios II’s regeringstid. Det blev bygget som en del af et bibliotekskompleks, Musenes tempel. Foruden at være galleri for hellige skrifter, var det et sted for musik og poesi, en filosofisk skole og bibliotek for Platons filosofiskole.
Man siger, at hele biblioteket eller dele af samlingen er blevet ødelagt flere gange af brande. Biblioteksbrande var almindelige, og erstatning af håndskrevne manuskripter var meget vanskelige, kostbare og tidkrævende. Selv i dag er detaljerne om ødelæggelserne en kilde til debat hos forskere.
I 2003 blev der på ny åbnet et bibliotek i Alexandria, tegnet af det norske arkitektfirma Snøhetta, i håb om at det skal kunne leve op til sin forgængers ære.
Fort Qaitbey
På stedet, hvor Fyrtårnet i Alexandria efter sigende skulle have stået, ligger nu Fort Qaitbey.
Fortet ligger fantastisk smukt med udsigt over Middelhavet og selve Alexandria. Et besøg i Fort Qaitbey er som taget ud af en eventyrbog og kan få fantasien til at få frit løb hos både børn og barnlige sjæle.
Det er let at drømme sig tilbage til en tid med søslag mellem den franske og den engelske flåde eller måske endda mellem farlige pirater.
Det Romerske Amfiteater
Det Romerske Amfiteater er det eneste af sin slags i Egypten og ligger i regionen Kom el Dikka.
Amfiteatret består af 13 hvide marmorterrasser bygget i en halvcirkel omkring den intime scene og har plads til 7-800 tilskuere.
Her i området er der blandt andet udgravet romerske bade fra før 500 e.kr. samt en arabisk gravplads fra 7-800-tallet.
Pompejus søjlen
En ca. 25 meter høj rød Aswan-granit søjle blev lavet i slutningen af 300-tallet til ære for Kejser
Diokletain som frelste byen fra hungersnød, før han begyndte sine omfattende forfølgelser af kristne. Søjlen fik sit forkerte navn af rejsende i middelalderen. Oprindelig var søjlen efter sigende fra Serapis templet. Araberne kaldte søjlen for “Amoud el-Sawari”, Hestemændenes søjle og er det højeste oldtids monument i Alexandria.
Her finder du også to røde granit sfinkser, som blev fundet på stedet, samt en otte meter høj statue af Isis Pharia.
Montazah paladset
Indtil 1952 var Montazah paladset kongefamiliens sommerresidens. Paladset ligger i en stor frodig park og har tilhørende strand og havn.
Paladset er opført i 1892 af Abbas II og er efterfølgende bygget om flere gange. Den nuværende stil er tyrkisk-florentinsk, og Montazah paladset er en kopi af Palazzo Vecchio i Firenze. Under 1. verdenskrig blev paladset brugt som hospital.
I dag er der ingen adgang til paladset, og det bruges som gæstehus for præsidentens officielle gæster.